C. Jobnet (classic) - Applikationsdesign
Jobnet – et element i it-understøttelse af beskæftigelsesindsatsen
Jobnet er ét af de centrale elementer i it-understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen i Danmark. Jobnet er selvbetjeningsportalen for borgere og virksomheder og er vært for over 2,6 millioner besøg pr. måned fra borgere og virksomheder. Den gennemsnitlige besøgslængde er ca. 7 minutter.
Jobnet giver mulighed for alle borgere at søge job. Udover ledige stillinger oprettet direkte på Jobnet indeholder databasen links til annoncer fra andre jobdatabaser. Over 30 % af henvendelserne til Jobnet er rettet mod jobsøgningsdelen af Jobnet både fra ledige og beskæftigede borgere.
Ifølge beskæftigelseslovgivningen er 200.000 ledige borgere forpligtigede til at bruge Jobnet løbende til bl.a. dokumentation af jobsøgningsaktiviteter. Borgere kan bruge Jobnet til at tilmelde sig som jobsøgende, søge efter ledige job, registrere jobsøgningsaktiviteter i jobloggen, oprette/vedligeholde cv-oplysninger, booke samtaler i jobcenteret, se indkaldelser fra a-kassen, se Min Plan m.v.
Virksomheder kan bruge Jobnet og Jobnet for Arbejdsgivere (JobAG) i forbindelse med annoncering af ledige stillinger, til fremsøgning af cv-oplysninger i forbindelse med rekruttering og til registrering af jobordrer, hvor jobcentre og a-kasser kan bistå med at finde relevante kandidater. Jobnet for Arbejdsgivere.
Jobnets hoveddatakilde er DFDG (Det Fælles it-baserede Datagrundlag) og de moderniserede DFDG. forretningsdomæner, som også forsyner de kommunale og a-kassernes sagsbehandlingssystemer med relevant data. Disse data bliver distribueret via webservices. Udover at have adgang til DFDG data, indeholder Jobnet selv data vedrørende brugerkonto-oplysninger og enkelte data vedrørende virksomhedernes jobopslag (Jobbanken).
For et overblik over den samlede it-understøttelse af beskæftigelsesindsatsen henvises der til bilag 2A: Systemlandskab på beskæftigelsesområdet.
Baggrund og historie
Jobnet er udviklet over en lang årrække. Udviklingen startede før år 2000 i Sverige af den svenske Arbejdsmarkedsstyrelse med ønsket om en landsdækkende CV- og Jobbank. Udviklingen fortsatte som et fælles projekt mellem Danmark og Sverige.
Der opstod dog forskellige behov undervejs. Den danske version blev mere og mere integreret til DFDG, da ønsket om mere selvbetjening opstod.
Jobnet er udviklet successivt i takt med politiske reformer på beskæftigelsesområdet. Gennem levetiden har Jobnet endvidere udviklet sig fra at være et frivilligt værktøj til at være den lediges obligatoriske værktøj, hvor den lediges regelmæssige brug af Jobnet er en forudsætning for at opretholde dagpengeretten, retten til kontanthjælp m.v.
Jobnet har endvidere ændret sig fra alene at være de lediges indgang til at understøtte over 20 forskellige målgrupper med hvert sit komplekse regelsæt og hvert sit sæt at rettigheder og pligter. Jobnets arkitektur, database og kode bærer præg af den lange levetid med deraf følgende ændringer af krav, teknologi og best practice.
Jobnets videreudvikling og vedligeholdelse over årene har været varetaget af skiftende leverandører.