M. Vitas (classic)

VITAS er en landsdækkende digital løsning til understøttelse af virksomheders ansøgning om oprettelse af virksomhedsrettede pladser. Løsningen understøtter:

  • Virksomheders ansøgning om oprettelse af løntilskuds- og virksomhedspraktikpladser, herunder nytteindsats, voksenlærlinge og jobrotation for borgere i støttet beskæftigelse samt fleksjob, mentor, hjælpemidler og personlig assistance for borgere i ustøttet beskæftigelse. Derudover kan virksomhederne også ansøge om integrationsuddannelse (IGU).

  • Jobcentrenes administration og sagsbehandling af disse (udarbejdelse af en bevilling eller vurdering).

  • Benchmark af virksomhedernes sociale ansvar målt ud fra virksomhedernes engagement i forhold til de tilbudte ordninger (CSR). (funktionalitet udgår ifm. modernisering)

Løsningen varetager kommunikationen mellem parterne i ansøgnings- og bevillingsprocessen (herunder virksomheder, tillids- og medarbejderrepræsentanter i virksomhederne, sagsbehandlere i jobcentrene og borgere). Løsningen kan anvendes på tværs af alle kommuner.

Arbejdsgivere og selvstændigt erhvervsdrivende skal via den digitale selvbetjeningsløsning VITAS indgive ansøgninger om følgende:

  • Oprettelse af ansættelse med løntilskud, jf. kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

  • Etablering af virksomhedspraktik og nytteindsats, jf. kapitel 11 og 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • Tilskud til arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med voksne i henhold til lov om erhvervsuddannelser eller lov om maritime uddannelser (voksenlærlingepladser), jf. kapitel 23 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • Etablering af fleksjob, jf. kapitel 20 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

  • Tilskud til jobrotationsforløb, jf. kapitel 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis en arbejdsgiver eller selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan få et CVR-nummer, skal jobcenteret tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end via VITAS.

Ved indgåelse af aftale om integrationsgrunduddannelse (IGU) skal aftalen oprettes i VITAS senest én måned efter indgåelse.