Integrationskontrakt - vejledningstekst
Kontrakt efter integrationsloven
Du har fået en kontrakt efter integrationsloven. Alle nyankomne flygtninge og familiesammenførte flygtninge indgår en kontrakt med den kommune, de flytter til. Både du og kommunen skal underskrive kontrakten. Indholdet af din kontrakt vil afhænge af, om du modtager ydelse eller ej.
I kontrakten fastlægges selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammets eller introduktionsprogrammets mål og indhold. Din kontrakt er lavet ud fra en samlet vurdering af din situation, og din kontrakt skal understøtte, at du modtager en sammenhængende indsats fra starten af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, samt at du når de i kontrakten opstillede mål. Hvis du og kommunen ikke kan blive enige om indholdet af kontrakten, fastsætter kommunen indholdet af kontrakten. Du kan påklage kommunens afgørelse til Ankestyrelsen.
Det skal fremgå af din kontrakt, hvilken forvaltning i kommunen, der koordinerer din integrationsindsats.
Din kontrakt vil indeholde forskellige aktiviteter alt afhængig af, om du er i beskæftigelse, om du er indenfor de første fem år efter din ankomst til Danmark og dermed omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet, eller om der er gået mere end fem år siden du ankom til Danmark og modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
Af din kontrakt skal fremgå, hvilke sanktioner der efter lovgivningen gælder, hvis du uden rimelig grund udebliver fra eller afviser en eller flere af de aktiviteter, der er aftalt i din kontrakt.
Din kontrakt vil være gældende indtil du meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse.
Når du opnår beskæftigelse, påbegynder uddannelse eller i øvrigt opfylder målene i kontrakten, vil du ikke længere være omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet. Din kontrakt består alene af selve kontrakten uden indhold og din underskrevne opholds- og selvforsørgelseserklæring.
Opholds- og selvforsørgelseserklæring
Du skal samtidig med underskriften af kontrakten underskrive en opholds- og selvforsørgelseserklæring. Hvis du ikke underskriver erklæringen, ifalder du en sanktion.
Danskuddannelse
Som en del af dit selvforsørgelses- og hjemrejseprogram skal du deltage i danskuddannelse. Målet for din danskuddannelse er fastsat i din kontrakt.