F. Jobnet for Arbejdsgivere - Applikationsdesign

Jobnet for Arbejdsgivere (JobAG) er ét af de centrale elementer i it-understøttelsen af beskæftigelsesindsatsen i Danmark. JobAG er selvbetjeningsportalen for virksomheder. 

Formålet med JobAG er at gøre det nemt for virksomheder, der søger arbejdskraft, at rekruttere ledige borgere til besættelse af deres ledige stilling.

Virksomheder kan anvende Jobnet i forbindelse med annoncering af ledige stillinger og til fremsøgning af CV’er i forbindelse med rekruttering.

Som hovedregel indeholder JobAG ikke data om brugerne. Hovedreglen er, at data – via webservices – hentes fra og lagres i Det Fælles Datagrundlag (DFDG) og via Jobnet services. 

For et overblik over den samlede it-understøttelse af beskæftigelsesindsatsen henvises til bilag 2A: Systemlandskab på beskæftigelsesområdet.

Baggrund og historie

Udviklingen af JobAG påbegyndtes i 2015 som led i moderniseringen af den daværende arbejdsgiveradgang til annonceoprettelse og CV-søgning på Jobnet.

JobAG er udviklet baseret på virk.dk design, så arbejdsgiverne møder en velkendt brugergrænseflade.