Versions Compared

Key

  • This line was added.
  • This line was removed.
  • Formatting was changed.


EU’s direktiv vedrørende tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer trådte i kraft d. 26. oktober 2016. EU’s medlemsstater skal efterkomme dette direktiv senest d. 23. september 2018. Dvs. at STARs hjemmesider og mobile applikationer skal overholde direktivet på dette tidspunkt (for mobile applikationer er datoen 23. juni 2021).

Dette notat opsummerer EU’s forståelse af tilgængelighed, krav til tilgængelighed, undtagelser til tilgængelighedskravene, samt hvilke tilgængelighedskrav der pt. vurderes til ikke at være opfyldt.

Direktivet i sin fulde ordlyd findes på denne URL:
http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1481622494924&uri=CELEX:32016L2102

 

EU’s definition af tilgængelighed

 ”Ved tilgængelighed forstås de principper og teknikker, som der skal tages højde for i forbindelse med udformning, udvikling, vedligeholdelse og opdatering af websteder, mobilapplikationer og software, med henblik på at gøre dem mere tilgængelige for brugerne, navnlig personer med handicap”.

 

EU’s tilgængelighedsstandard

I EU’s tilgængelighedsstandard tages der udgangspunkt i fire principper, som sikrer at alle relevante aspekter vedr. tilgængelighed, jf. ovenstående definition, adresseres: 

  • Opfattelighed

  • Anvendelighed

  • Forståelighed

  • Robusthed

Dvs. at oplysninger og brugergrænsefladekomponenter på hjemmesider og mobilapplikationer skal kunne opfattes (ses/høres), anvendes (interageres med), forstås (skal være selvforklarende eller ledsages af hjælp og/eller vejledning) og være robuste (skal kunne fortolkes stabilt af en bred vifte af brugeragenter (fx browsere og skærmlæsere)).

EU’s tilgængelighedsstandard er vedtaget af de europæiske standardiseringsorganisationer og fastlægger krav om funktionsmæssig tilgængelighed for IKT-produkter og –tjenesteydelser, herunder webindhold. Standarden hedder EN 301 549 v1.1.2 (2015-04) og kan rekvireres via dette link:

http://www.etsi.org/deliver/etsi_en/301500_301599/301549/01.01.02_60/en_301549v010102p.pdf

 


I EU’s tilgængelighedsdirektiv skelnes der mellem tre forskellige områder: 


  1. Web (punkt 9 i ovennævnte standard), hvorved der forstås:

    1. Hjemmesider

    2. Dokumenter der er indlejret i hjemmesider

    3. Software som er en hjemmeside (software as a service)

    4. Software der er indlejret i hjemmesider

       

  2. Non-web documents (punkt 10 i ovennævnte standard), hvorved der forstås:

    1. Dokumenter der ikke er en hjemmeside

    2. Dokumenter der ikke er indlejret i en hjemmeside

    3. Dokumenter der er indlejret i en hjemmeside, men som ikke er gengives direkte på hjemmesiden

  3. Software (punkt 11 i ovennævnte standard), hvorved der forstås:

    1. Platform software

    2. Software der har en brugergrænseflade

    3. Authoring tools

    4. Software der opererer som teknisk hjælpemiddel


EU-direktivet for tilgængelighed stipulerer overholdelse af WCAG 2.0 på niveau AA for alle digitale produkter inden for disse tre områder.

For STARs vedkommende vil der være tale om at forholde sig til område 1) og 2), i det STAR ikke udvikler software som sådan. De konkrete tilgængelighedskrav findes i bilag 1: Krav til Web og bilag 2: Krav til Non-web Documents

Undtagelser

Organisationer skal som udgangspunkt opfylde tilgængelighedskravene, i det omfang kravene ikke pålægger dem en ”uforholdsmæssig stor byrde”. Herved forstås organisatoriske og/eller økonomiske byrder, samt byrder der bringer organisationens evne til at opfylde sit formål i fare.

Der skal der være ”rimelige grunde” til at undtage en organisation fra at opfylde tilgængelighedskravene. Manglende tid, prioritering eller viden betragtes ikke som rimelige grunde.

Ved vurdering af om tilgængelighedsindsatsen udgør en uforholdsmæssig stor byrde tages der hensyn til følgende forhold: 

  • Organisationens størrelse, ressourcer og art

  • De anslåede omkostninger og fordele vægtet op imod hyppigheden og varigheden af brugen

I de tilfælde, hvor det vurderes at tilgængelighedsindsatsen udgør en uforholdsmæssig stor byrde, skal organisationen i sin tilgængelighedserklæring (se nedenfor) redegøre for, hvilke dele af tilgængelighedskravene som ikke overholdes.

Feedback

Myndigheden skal stille en feedback mulighed til rådighed, hvor brugere har mulighed for at stille spørgsmål til, og evt. underrette den offentlige myndighed om manglende overholdelse af tilgængelighedskravene. Endvidere skal der i forbindelse hermed være tilknyttet en håndhævelsesprocedure – dvs. myndigheden skal have procedurer på plads, der håndterer denne slags henvendelser på en fyldestgørende måde inden for en rimelig frist. 

Det vurderes umiddelbart, at de eksisterende kanaler der er til rådighed for brugerne til at komme i kontakt med STAR kan anvendes til denne feedback, forudsat, at det sikres at rimelig og berettiget feedback vedrørende tilgængelighed dirigeres videre til relevante STAR-medarbejdere og besvares inden for en rimelig frist.

Tilgængelighedserklæring

Brugere skal kunne tilgå en tilgængelighedserklæring på alle hjemmesider og mobile applikationer, der redegør for overholdelsen af tilgængelighedskravene. Såfremt en mobil-applikation hentes fra en privat applikationsbutik skal brugerne kunne få vist en tilgængelighedserklæring inden app’en downloades. Tilgængelighedserklæringen skal regelmæssigt ajourføres og være klar, detaljeret og udtømmende, og skal som minimum indeholde følgende:

  • En forklaring vedr. de dele af indholdet der ikke er tilgængelige og årsagerne hertil

  • En beskrivelse af og link til den ovennævnte feedbackmekanisme

  • En beskrivelse af de håndhævelsesprocedurer der er etableret i forbindelse med feedback

Ved udformning af tilgængelighedserklæringer for STARs hjemmesider, kan der eksempelvis tages udgangspunkt i Borger.dk’s tilgængelighedserklæring:

https://www.borger.dk/Om-borger-dk/Jura-cookies-og-tilgaengelighed/Tilgaengelighed-til-borgerdk